10. juli 2017

? & Svar

Hvem og hvornår

Hvor ofte skal jeg være testpilot?

For de fleste, vil det måske være 4 gange pr. år. Hvem der bliver indbudt til test, afhænger af hvilke hjemmesider der skal testes. Derfor kan nogle testpiloter opleve, at de får en invitation til test måske hver måned, mens andre kun får ganske få eller ingen.
Undrer du dig over noget, så kontakt mig endelig.

Hvem kan blive testpilot?

Der er brug for mange forskellige slags profiler hos testpiloter.dk.
Der kan dog forekomme afslag, f.eks. hvis der er mange med den samme slags profil.

Hvad skal jeg kunne for at blive testpilot?

Det vigtigste er, at du er nogenlunde tryg ved at bruge en PC, en tablet eller en mobil.
Derudover har jeg brug for, mens vi tester, at du tænker højt og fortæller mig hvad du ser på og hvad du laver på hjemmesiden - jeg skal nok vejlede dig.

Hvilke dage skal vi mødes?

Når du udfylder din profil, kan du vælge at notere hvilke tidspunkter, der passer dig bedst. Dette vil jeg forsøge at tage højde for, når jeg inviterer dig til at deltage i en test.
 

Hvad hvis jeg ikke kan, den dato som bliver foreslået?

Så finder vi måske en ny dato. Eller du bliver kontaktet, når der er en anden test, der passer til din profil.

Hvad hvis jeg bliver forhindret på dagen?

Så skal du give mig besked så hurtigt som muligt, gerne på SMS til: 61 722 822 eller pr. mail: testpiloter@testpiloter.dk

Når vi tester

Skal jeg selv medbringe udstyr, f.eks. PC, tablet eller mobil?

Når vi mødes har jeg det udstyr, der skal bruges. Så du behøver ikke have noget med. Nogen kan dog bedst lide at arbejde på deres egen tablet eller mobil, og så kan vi bruge den i stedet for min.
Er opgaven på PC, kræves et særligt program på computeren. Derfor bruger vi altid min PC.

Hvor mange tester på samme tid?

Der er kun én der tester ad gangen, dvs. der vil være dig og mig.

Hvad bruges test resultaterne til?

Hjemmesiden skal testes, for at finde ud af, hvad der kan ændres, for at siden bliver mere brugervenlig. På baggrund af flere tests, laver jeg en rapport til ejeren af hjemmesiden. Herefter er det ejeren der beslutter, hvilke af de anbefalede ændringer der skal udføres.

Vil andre se optagelsen hvor jeg tester?

Størstedelen af optagelserne vil kun blive set af mig.
I nogle situationer vil det dog være til gavn, at hjemmesidens ejere også ser dele af, eller hele optagelsen.
Men du vil altid være anonym, så de kender ikke dit navn og ser heller ikke dit ansigt.

Betaling og oplysninger

Hvorfor får jeg udbetalt 500 kr og ikke kun 300 kr?

Du modtager 500 kr af mig, fordi jeg gerne vil have, at du tjener ca. 300 kr på at udføre en test.
Og da du skal betale skat af beløbet, modtager du ekstra, det der cirka svarer til hvad jeg forventer at du skal betale i skat.
Det er naturligvis individuelt, hvor meget man skal betale i skat, men hvis din trækprocent er på 40%, skal du betale i skat: (500kr/100)*40%= 200 kr.
Dvs. du har 300 kr tilovers efter skat.
- Jeg går ud fra at du har brugt dit fradrag på anden indtægt, derfor skal der ikke tages højde for det i dette regnestykke.
Læs næste spørgsmål, hvis du vil vide hvor nemt det er at indberette til skat 🙂

Skal jeg betale SKAT?

Ja, det er en indtægt du har, et honorar.
Og fordi du skal betale skat af beløbet, vil du opleve at du ikke kun modtager 300 kr af mig, men også penge til at kunne betale din skat, så du i sidste ende tjener ca. 300 kr pr. test du udfører.
Det skal indberettes som B-indkomst, og det er ret nemt:
Når du får din Årsopgørelse, skal du finde Punkt 15, Anden personlig indkomst.
Her skal du indtaste hele det beløb, du har fået udbetalt af mig i løbet af året.
Hvis du ikke kan huske hvor meget du har modtaget i løbet af året, kan du altid spørge mig.

Jeg modtager en form for offentlig ydelse (f.eks. dagpenge, efterløn, SU), har det nogen betydning?

Ja, det kan få betydning for din udbetaling.
Inden du melder dig som Testpilot, skal du forhøre dig hos dem der står for din udbetaling.
Du kan oplyse dem om, at du modtager et honorar på 500 kr. pr. test og tidsforbruget er 1 time.

Er der andre der får adgang til mine personlige oplysninger?

Nej.
Jeg overholder Persondataforordningen og sørger for, at dine informationer er beskyttet i forhold til dansk lovgivning.
Dine oplysninger bliver aldrig videregivet til andre.
Du kan når som helst bede om at få slettet alle dine oplysninger.
Det kan du gøre ved at kontakte mig på testpiloter@testpiloter.dk eller på tlf. 61 722 822.

Andet

Er der en bindingsperiode, hvis jeg melder mig til?

Nej. Du kan altid melde fra igen. Det er helt uforpligtende. Ligesom jeg heller ikke kan garantere dig, hvor ofte du kan blive testperson.

Jeg har en ven som måske vil være testpilot.

Du henviser din ven til hjemmesiden www.testpiloter.dk
eller til Facebook-gruppen 'Testpiloter'.

Jeg ønsker at melde mig ud af Testpiloter.dk?

Så giver du mig besked på
- tlf. 61 722 822,
- E-mail testpiloter@testpiloter.dk,
- sender en besked via Facebook-gruppen 'Testpiloter'
- eller ved at udfylde en besked her på siden.
Så sletter jeg dine oplysninger med det samme.
Spoerg hvis du er i tvivl om noget

Se mere her :-)